Turkis sten
December er kold og mørk, hvorfor turkisens stærke, blålige farve er perfekt til at lyse måneden op. Turkis ligner ikke andre ædelstene. For det første findes den sjældent som egentlig krystal, og for det andet er den helt opak (dvs. uigennemsigtig). Navnet turkis kommer fra det franske ”pierre turquoise”. ”Pierre” betyder sten og ”turquoise” betyder tyrkisk. Dette tilnavn skyldes, at det var gennem Tyrkiet de første turkiser kom til Europa fra miner i Persien.
Fakta om turkiser
Den har en hårdhed på 5-7 på Mohs’ skala, og er derved en blød ædelsten. Den slibes oftest i cabochonslib eller kugleslib. Turkis er blågrøn og har en voksagtig glans. Det er indhold af kobber og jern, som giver turkisen dens farve. Er indholdet af kobber størst, er den mere blå – er indholdet af jern størst er den mere grøn. I dag er det den blå og turkise farve, der er mest eftertragtet. Når turkis findes i naturen, kan den også være hvidlig. Ved varmebehandling kan den blå farve dog fremprovokeres og forstærkes. Derfor er turkiser ofte varmebehandlet.
Store ensfarvede stykker turkis er relativt sjældne, mens turkis med sort, spindelvævsagtigt mønster forekommer oftere. Sidstnævnte skyldes årer af brun eller sort modersten i turkisen. Turkis er en relativt sart ædelsten, der let påvirkes af sæbe og kosmetiske produkter. Disse kan i værste tilfælde forårsage farveændringer (fra blå til grøn). Derfor bliver turkiser ofte overfladebehandlet med plast eller voks, som både hjælper på turkisens porøsitet og modtagelighed. Turkis findes i flere lande, bl.a.: Iran, Kina, Australien, England, Israel, Egypten, Rusland og USA (New Mexico, Arizona, Nevada og Californien). De iranske turkiser er nogle af de mest værdifulde, fordi de har en flot blå farve og samtidig er knap så porøse som mange andre turkiser.
Turkisers symbolik og historie
Gennem tiden er turkisen blevet brugt til smykker, amuletter, udsmykning af diverse artefakter og sågar til udsmykning af bygningsværker. I Egypten er turkisen blevet udvundet og brugt i mere end 5.000 år (siden 3200 f.v.t. – måske endda længere tid tilbage). Bl.a. er Tutankamons begravelsesmaske, udsmykket med turkis. De gamle egyptere udvandt turkisen i Sinai og langs Suez Golfen. Den turkis, de udvandt, er grønnere end den persiske, og grøn turkis bliver af nogle i dag kaldt for egyptisk turkis.
Men også i Romerriget, hos perserne, hos aztekerne, hos indianerne og i nogle kinesiske dynastier har turkisen været kendt og afholdt. For indianerne var turkis en hellig sten og en vigtig valuta. I dag er turkiser stadig af stor betydning for indianere og bliver endnu flittigt brugt i indiansk kunsthåndværk. Trods denne lange og betydningsfulde historik, var det først ved oprettelsen af Silkevejen, at turkisen kom til Europa – og først i det 19. århundrede, at den blev populær i smykker.
